Panserskibet HERLUF TROLLE, den 2. september 1899

Berl.Tid. Lørdag Morgen den 2. September 1899:

Annonce:
“Panserskibet Herluf Trolles Afløbning finder Sted paa Orlogsværftet Lørdagen den 2. September d. A. Kl. 11 Formiddag. Publicum har i den Anledning Adgang til Værftet fra Kl. 10. For Kjørende og Gaaende er indpassagen ad Værftsbroen (Prinsessegaden, Christianshavn). Private Fartøier og Færger maa kun lægge til ved Slæbestedet paa Dokøens Vestside. Orlogsværftets Sekretariats- og Kommandokontor, den 31te August 1899.”

Berl. Aften Lørdag den 2. September 1899:

“Panserskibet HERLUF TROLLEs Afløbning.
Det var i Hundred- Tusindviis, at Folk i Formiddags begav sig til Toldboden eller Kvæsthusbroen for herfra at færges over til Orlogsværftet, hvor det store nye Panserskib HERLUF TROLLE Kl. 11 skulde løbe af Stabelen. Maaske stod de sig bedst, der valgte Toldboden. Der var ganske vist rigelig Trængsels naar man skulde ned i de store Baades der roedes af Matroser fra “Sjælland”, og i hvis Bagstavn en Baadsmand stod ved Rorpinden, men til Gjengæld var det Syn, Havn og Rhed frembød, overordentlig smukt.

Over den stille Sø faldt spillende Sollys. Ind gjennem Havnen, hvor tæt ved Bommen Vagtskibet SJÆLLAND og Kongedamperen DANNEBROG laa med Flag fra Dæk til Masteknap, øinede man Flag ved Flag over de forskjellige Rhederiers Skibe, og vendte man sig udefter, mod Reden, laa de danske og fremmede Orlogsmænd med deres hvide eller sorte Skrog klædte i stiveste Festskrud med Flag løbende ned over Rigningen. Og hertil kom det Liv, der herskede overalt, de Tusinder af Tilstrømmende Mennesker, Raadene, der gled ud og ind, Dampchalupper med fremmede Søofficerer ombord, Myldret og Trængslen, saavel i Land som paa Vandet.

Der var saa smukt igaar paa Kjøbenhavns Rhed, at man vel har Lov engang til at minde om denne Skjønhed, saaledes som den viser sig en Sommerdag under en solblank Himmel. Over den lange Bro, der fra Bommen fører hen til Orlogsværftet, gik en uafbrudt Strøm af Folk, der ønskede at overvære Afløbningen. Man var tidligt paa Færde, og endda kneb det med at skaffe sig Plads tiltrods for, at der var bygget Estrader, og de omliggende Skibe vare stillede til Disposition.

Et Hav af Hoveder omgav Beddingen, hvor det mægtige, rødt og sortmalede Skrog hvilede i sine Fortøjningers inden det skulde glide ud i det Element, der bliver dets fremtidige Hjem. Matroser i hvide Trøjer stod opstillede langs Rælingen, bag dem saaes Befalingsmænd og nogle af de Haandværkere, der havde været beskjæftigede med Skibets Bygning, og til begge Skibets Sider stod paa Beddingen Matroser opstillede, rede til at kaste Fortøjningerne los og slaa Støtter fra.

Herluf Tolle på beddingen. (Marinens Bibliotek)
Herluf Tolle på beddingen. (Marinens Bibliotek)
Paa den saakaldte søndre Teltplads, hvorfra Hs. Maj. Kongen og de andre Herskaber agtede at overvære Afløbningen, havde man opført et Telt i hvid Dug med røde Forhæng til Afbenyttelse for Herskaberne. Foran det vajede paa høje Stænger det russiske, det græske, det engelske og det italienske Flag. Ved Siden af det var opført et større Telt med Dannebrogs Farver paa Loft og Sider. Her var hver Plads optaget af en meget stor Mængde lysklædte Damer.

Ikke mindre festligt var Synet paa den aabne Plads nedenfor Teltet. Her samledes galaklædte Herrer, særlig Officerer af de forskjellige Vaabenarter i fuld Puds, højerestaaende Embedsmænd og Gesandtskabsmedlemmer i deres mangeartede Uniformer.

Blandt de Tilstedeværende saaes Deres Excellencer Konseilspræsident Hørring, Marine- og Udenrigsminister Ravn, Krigsminister Schnack og Indenrigsminister Bramsen. Hs. Excell. Generalløjtnant Bahnson, Landsthingets Formand, Professor Matzen, Rector Magnificus, Professor Refise, flere af Thingets Medlemmer samt hele den store Skare af udenlandske Diplomater, alt i alt en lige stor og glimrende Forsamling. Til den kom endnu højerestaaende Officerer fra de paa Reden liggende fremmede Krigsskibe. En talrig Skare russiske Officerer havde taget Opstilling ved Kongeteltet, ligefor Landgangsbroen. Ved selve denne stod opstillet en afdeling Marinere.

Til alle Sider, hvorhen man saa, vajede der Flag, danske og fremmede, som Ramme om den mægtige Forsamling og Skibet paa Beddingen, Festlighedernes egentlige Midtpunkt. Lidt før Kl.11 tog en dundrende Kanonsalut sin Begyndelse. Der saluteredes fra Batteriet “Sixtus” og fra samtlige paa Reden liggende Orlogsmænd. Glimt fulgte efter Glimt, og tætte hvide Røgskyer drev i den stille Luft langsomt hen over Vandfladen.

Signalet var hermed givet til Herskabernes ankomst. Samtidig saa man Besætningen paa Kongedamperen DANNEBROG tage Opstilling over Hjulkassen. Vagtskibet SJÆLLANDs Besætning mandede Ræer, og Besætningerne pas de fremmede Skibe tog Opstilling langs Rælingen, imens Kongechaluppen sejlede forbi. Ærbødigt hilste af den store forsamling steg Herskaberne iland paa Orlogsværftet.

Kongen inspicerede Herluf Trolle inden det løb af stablen (orlogsmuseet)
Kongen inspicerede Herluf Trolle inden det løb af stablen (orlogsmuseet)
Foruden Hs. Maj. Kongen ankom Hs. Maj. Kong Georg af Grækenland, Ds. Kgl. H. Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsessen af Wales, Prins Christian, Prinsesse Alexandrine, Prins Valdemar, Prinsesse Marie, Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe, Prinsesse Thyra, Prinsesse Victoria af England, Prins Nikolaus af Grækenland og Hs. H. Prins Hans med Følge. Hs. Maj. Kongen var iført dansk Admiralsuniform. Samtlige de andre Kongelige Herrer vare ligeledes uniformsklædte.

Værftschefen, Kontreadmiral Bruun, ledsagede kort efter Ankomsten Hs. Maj. Kongen og de andre Kongelige Herrer over en tæppebelagt Bro ned til Beddingen, hvor Herskaberne begav sig rundt omkring Skibet. Et Musikkorps, der var opstillet bag Teltet paa den søndre Plads, havde hilst Herskabernes Ankomst med “Kong Christian”, som efterfulgtes af flere danske og fremmede Nationalmelodier.

Holmens Provst Sehepelern traadte derefter frem paa en lille Forhøjning udfor Kongeteltet og talte i følgende Ord:

I det verdenshistoriske Øjeblik, da den store Hedningeapostel Paulus stod paa Athens Areopagos, omgiven af al den Marmorpragt Oldtidens Kultur havde formaaet at fremstille og af al den Visdom, der var hin Kulturs herligste Blomst, da udtalte han de mindeværdige Ord:

“Gud har gjort, at al Menneskes Slægt bor paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod.” Det var den mægtige Tanke om en Menneskeslægt af Brødre, denne Tanke, som var Hedenskabet fuldstændig fremmed, men som blev født med ham, der kom til Verden i Julenat, det var den, der her for første Gang blev udtalt paa Jorden med fuld klarhed i disse Ord.

Og at denne Tanke aldrig kan dø, hvor Kristi Evangelium har slaaet Rod i Folkene, men atter og atter kommer frem paany og kræver sin Virkeliggørelse, derom ere vi jo blevne mindede med en allersidste Tids Begivenheder. Thi naar vi nu fornylig have set Kejserens Tillidsmænd forsamlede for at raadslaa om Krigens Begrænsning og om Formildelse af dens Trængsler, hvad betyder det da andet, end at Tanken om en Menneskeslægt af Brødre har vundet Magt i Folkenes Sind.

Men til det Ord, jeg nævnede, føjer apostelen et andet, nemlig dette: “Og han har bestemt deres forordnede Tider og visse Grænser for deres Bolig.” Og dernæst vil han sige, at en Menneskeslægt af Brødre ikke er en forskjelsløs Kasse, hvor alt flyder men i en ubestemmelig Blanding, i hvilken intet kan skjelnes, mer at det er en Enhed, i hvilken Forskjellene have deres Ret, idet hvert Folk, har sine beskikkede Tider og sit Land, indenfor hvis Grænser det skal have sin Ejendommelighed og løse sine Opgaver og saaledes blive sit særlige Tilskud til den hele Menneskeslægts Liv. Saaleaes har Gud gjort det, siger Apostelen.

Det er ikke sine egne menneskelige Tanker, han udtaler, men det er Guds Tanker, han forkynder. Gud vil ligesaa lidt, at Enheden skal glemmes over Forskjellen, som han vil, at Forskjellen skal glemmes over Enheden. Men er det saaledes, da bliver der for ethvert Folk, ogsaa for vort Folk, noget at værne. Vi have et Fædreland at værne, givet os af Gud, som en hellig Arv, der skal gaa fra Slægt til Slægt. Vi have Traditioner at værne, der række op i en mere end tusindaarig Fortid.

Vi have et Modersmaal at værne, paa hvilket vort dyreste andelige Eje er kommet til os. Og vi have et Folkeliv at værne, som trods alle Nutidens Udviskningsforsøg endnu ikke har mistet sin Livskraft og sin Frodighed. Alle disse Skatte skulle værnes. Thi den, der synker ned i Omsorgen for Mad og Drikke og ikke længere gider kæmpe for sit aandelige Arvegods, han har allerede mistet det. Og det Folk, som derfor vilde opgive sin pligt og lægge Hænderne i Skjødet, det vilde hermed give tilkjende at dets Tider vare forbi, og at dets Dødsdom var skreven.

Men Gud være lovet, vort Folk har ikke glemt sin Værnepligt, og det vil med Guds Hjælp heller ikke glemme den. Hver Gang et Skib som dette skyder ud i de Bølger, som i Fremtiden skulle bære det, da følges det paa sin Fart af det Løfte fra Folkets Hjerte: Vi ville træde i Fædrenes Spor og værne om den Arv, som Gud har givet os, at vi ikke skulle blive et brustent, men et friskt og virksomt og levedygtigt Led i Menneskeslægtens store Kæde. Og laa mig saa til Slutning minde om, at dette Skib skal bære Herluf Trolles ædle navn, dette navn, der endnu, efter halvfjerde Hundrede Aars Forløb lyser med Glans paa vor Histories Himmel.

Det var ham, som hin Pinsemorgen 1564, under Øland efter endt Gudstjeneste tiltalte sine Underbefalingsmænd saaledes:

”Vi have paakaldt Gud i Himmelen, at han skal give os Sejre. Lader os ikke være rædde for Fjendens Overmagt, thi Gud alene raader for vor Skjæbne. Lover mig alle at vise et uforsagt og tappert Mod for Konge og Fædreland. Og gaar saa til Eders Skibe, thi nu ville vi lette vort Anker i Guds Navn”‘ Det var ham, som med Udsigteren til de Farer, han gik imøde; sagde:

“Mister jeg mit Liv, jeg faar vel Liv igjen!” Og det var ham, som vidste hvad det vil sige, at Adel forpligter. Thi saaledes lød hans Ord: “Vide I, hvorfor vi hedde Herremænd, hvorfor vi bære Guldkjæde og have Jordegods, og ville være ypperligere end andre? Denne Ære have vi for at naar vor Konge og Herre, Land og Rige have det Behov; da skulle vi Rigets Fjender afværge og af al Formue beskjærme vort Fædrenerige, at vore Undersaatter maa dø i Fred og Rolighed!

Han og hans ædle Frue have i den Skole, der bærer Herluf Trolles Navn, rejst sig selv et Mindesmærke, der vil bære deres lhukommelse fra Slægt til Slægt. Men naar der nu i Dag gives ham et Mindesmærke, der, som det anstaar sig en Søhelt, skal flyde paa Havet, maatte da dette Skib mane alle dem, der her skulle tjene, til at følge Herluf Trolle efter i usminket Gudsfrygt, i mandig Tapperhed, i ubrødelig Troskab mod Konge og Fædreland.
Gud Velsigne og bevare Konge og Fædreland!

Da Talen var endt, gav Værftschef, Kontreadmiral Bruun, et Vink, og Arbejderne gav sig til at slaa Støtterne fra. Arbejdet tog kun et øjeblik, og medens alle blottede Hovederne under Fanfare og levende Hurraraab, gled HERLUF TROLLE ud i Vandet, der stod i skum frem over dets bov, medens Ild og Røg skød frem over Beddingen – en Afløbning saa flot og sikker som tænkes kan.

Et Minut efter laa det store, nye danske Orlogsskib lænket i Vandet ved svære Trosser. En kort Byge var falden, men Solen skinnede atter varmt og klart, da Herskaberne, efterfulgte af de Tusinder af Tilskuere, forlod Orlogsværftet, mens Kanontordenen lød som Salut henover Kjøbenhavns Rhed.

Efter at Afløbningen havde fundet Sted, begav Hs. Maj. Kongen og de øvrige Herskaber, der havde overværet Festligheden, sig til Det gule Palæ i Amaliegade og dejeunerede hos Ds. Kgl. Højh. Prins Valdemar og Prinsesse Marie.”

(Derefter følger en beskrivelse af panserskibet.)

BESKYTTEREN BESKYTTEREN
Den 7. juni 1900 løb det lille inspektionsskib BESKYTTEREN af stablen på Orlogsværftet. En noget mindre begivenhed uden kongelig bevågenhed. (Orlogsmuseet og Marinens Bibliotek)